Computer til online arbejde

Hvilken type computer arbejder de professionelle med? Vi har stillet spørgsmålet til Thomas fra Concept Interest, der arbejder med søgemaskineoptimering til Google. Og til vores overraskelse viste det sig, at han ikke arbejder med Windows overhovedet. Men lad os bare give ordet til Thomas, og så kan han jo selv forklare.

Fra Windows til Mac

Thomas Rosenstand har arbejdet med computere som et dagligt værktøj siden begyndelsen af 1980’erne.

“Jeg har haft et utal af computere. Min første var for sjov – det var en VIC20 (lillebror og forløber for Commodore 64). Min første arbejdscomputer var fra IBM, og det var med den såkaldte 8086 processor og (så vidt jeg husker) 640 Kb RAM). Naturligvis en sort/hvid skærm. Jeg mindes, at når jeg havde udfyldt data i et yderst simpelt regneark og skulle printe det på den dertil hørende matrixprinter, kunne jeg nå at gå i køkkenet og brygge kaffe, før printeren overhovedet gik i gang. Men dengang var det altså noget af det hurtigste, der fandtes.

Nogle år senere mindes jeg det sus, jeg følte, da jeg fik en computeropgraderet til 16Mb RAM – hold da helt kæft hvor var den hurtig… Det var dengang – i dag tæller vi jo RAM i Gigabyte.

Jeg har altså arbejdet med Windows udelukkende fra den første PC og frem til begyndelsen af 2010, hvor jeg her i USA fik min første iPhone. Dens ekstreme driftsikkerhed og nemme UI gjorde, at jeg bare måtte prøve kræfter med Mac. Og det gjorde jeg så med en iMac, der blev pumpet godt op med RAM og alt det der. Det var vistnok i marts 2010.

Mac har tjent penge for mig lige siden

I mine mange år med Windows, var blå skærm, inkompatible drivere, diverse korrupte DLL filer og al den slags en fast bestanddel af arbejdsugen, og det var egentlig bare blevet en vane. Sådan var computere. Men siden jeg i 2010 skiftede til Mac, har jeg ikke haft ét eneste nedbrud, ingen blå skærme og ingen inkompatible noget som helst.

Det har betydet en enorm besparelse i tid for mig. Løseligt anslået sparer jeg to timer ugentligt på aldrig at have et eneste computerproblem. Det er så 8-9 timer månedligt, som jeg i stedte kan bruge til at arbejde. Og det betyder i runde tal en merindtægt for mig på 11-12.000 kroner. OM MÅNEDEN! Og det er HVER måned.

Det betyder, at det er revnende ligegyldigt, hvad en iMac koster ekstra i forhold til en PC – jeg har tjent forskellen ind på en uge eller to.

Computer / IT som et værktøj

Da jeg var yngre, var det lidt sjovt at sidde og tweake Windows – men det tog bare så ufatteligt megen tid. I dag er min Mac et værktøj, som hammeren er det for en tømrer. Og helt ærligt: Kender du en tømrer, der ville kunne leve med at skulle reboote sin hammer dagligt? Nej, vel?

Min Mac er den, jeg bruger til mit arbejde med søgemaskineoptimering og online markedsføring, og det er på Mac, jeg skriver mine bøger. Jeg “leger” aldrig med opsætning etc. Det virker bare, og det kører lynhurtigt. Fra at være en “interesse”, er computeren gået hen og blevet noget, jeg aldrig tænker over. Alt på Mac er så intuitivt, at jeg bare bruger det. Og mere er der ikke at sige om den sag.

Jeg har en opsætning med to skærme, da jeg benytter mange programmer i mit arbejde med at hjælpe kunderne til at få mere ud af deres hjemmesider på Google. Og jeg har et webcam til mine mange møder via Skype. Ellers er det bare en iMac med det maksimale RAM og så selvfølgelig med SSD, så der er ingen harddisk, der kan sløve tingene.

Og skal jeg være helt ærlig, må jeg sige, at jeg trækker lidt på smilebåndet, når jeg på Twitter og G+ læser om de sindssygt mange problemer, folk har med deres Windows. Og jeg mindes, da jeg kæmpede med den slags.

Så jo – jeg er en omvendt Apple fanboy :-)

Vi siger her fra mange tak til Thomas Rosenstand fra Concept Interest for at sende os svar på vores spørgsmål.
Computer til online arbejde
Rul til toppen