Jeg er lige kommet tilbage fra USA. Jeg har været meget heldig og har kunnet rejse ind i landet, fordi jeg har dansk statsborgerskab. Det har været en stor beslutning at tage. Men jeg valgte at komme hjem, fordi min mor har brug for min hjælp. Nu står jeg så her i lufthavnens ankomsthal og finder ud af, at jeg ikke har en nøgle til min mors hus. Hun ligger på hospitalet, og jeg har tre store kufferter med mig. De skal altså først læsses ind i huset, inden jeg tager på hospitalet for at se hende. Det giver mig nogle bekymringer. Hvordan kommer jeg ind i huset, og får pakket det mest nødvendig ud. Jeg vil gerne lige børste tænderne, inden jeg tager på hospitalet. Det er sådan en fetich, jeg har. Det her med at børste tænder. Det skal bare gøres. Ellers har jeg det dårligt. Fysisk dårligt.
Find en billig låsesmed
Der er ikke andre veje ud end at finde en billig låsesmed, som vil lukke mig ind. Jeg ved godt, at det bliver besværligt. I Danmark skal man jo kunne bevise alt. At man har lov til at komme ind i huset. At man har et gyldigt ærinde. Kan jeg bevise det?
Egentlig ikke. Jeg kan måske få min mor til at garantere, at jeg bør have adgang til huset. Men hvem ved, om hun er i stand til at tale i telefon? Jeg er bekymret. Og jeg føler, at jeg bør tage direkte hen til hospitalet. Alligevel gør jeg følgende:
Metodisk plan
Jeg ringer min mor op. Hun svarer. Jeg kan høre, at hun er svag. Jeg spørger, om hun vil være i stand til at tage imod et opkald fra låsesmeden, som jeg har fundet. Hun svarer med et stort suk, at det vil hun forsøge at gøre. Jeg ringer derfor til låsesmeden, som jeg er i kontakt med. Han siger, at han vil komme i løbet af den kommende time, og at vi kan få ordnet mit problem med oplukning. Stenen, som jeg sætter mig på, mens jeg venter på låsesmeden, er kold – og våd. Det har regnet. Jeg sætter mig på den, fordi stolenes puder inde på terrassen i kolonihavehuset er virkeligt gennemblødte. Og sætter jeg mig på en af dem, så er jeg sikker på, at jeg ikke kan komme ud og besøge min mor.
Der blev låst op
Jeg venter i en lille times tid. Pludseligt får jeg et opkald. Det er låsesmeden. Han spørger om, hvor jeg er. Jeg fortæller ham, at jeg sidder omme bag ved huset. Jeg løber ud på vejen og finder ham. Naturligvis spørger han efter mit ID. Jeg giver ham mit pas. Fortæller ham, at min mor er klar på telefonen. Hun vil garantere, at jeg ikke er en eller anden tilfældig forbipasserende, men at jeg gerne må komme ind i hendes hus. Vi ringer hende op. Hun svarer. Jeg bliver lukket ind. Finder den ekstra nøgle, som min mor har lagt i en gammel bøtte med bitre kaffebønner. Tager et bad, børster tænderne og ræser hen på hospitalet. Ser min mor smile til mig. Glæder mig til at få hende med hjem igen.