Vi er løbet ind i et økonomisk problem i den vælgerforening, hvor jeg er med i bestyrelsen. Der er sket det, at vi har fået besked fra vores politiske parti om, at der til det folketingsvalg, som vi endnu ikke ved hvornår kommer, ikke vil blive tale om noget tilskud fra partiet til den lokale del af valgkampen.
Tidligere har vi altid fået bevilget et tilskud til ophængning af valgplakater med den begrundelse, at de jo også reklamerer for partiet som sådan og ikke kun for vores lokale kandidat, men nu må vi altså kalkulere med nul kroner til det arbejde.
Baggrunden er, at partiet har valgt at bruge de penge, der tidligere er blevet sendt ud til de enkelte vælgerforeninger, på social media marketing, som partiets sekretariat kalder det i det brev, vi har modtaget fra sekretariatet.
I brevet forklarer sekretariatet også, at man har konstateret, at der er stigende respons fra vælgerne på de reklamer, man indrykker på de sociale medier. Antallet af hits har været stigende gennem de senere år, så man vil hellere bruge de til rådighed stående midler på at intensivere valgkampen her end på den helt lokale del, som primært består af ophængning af valgplakater.
I aftes diskuterede vi situationen på et bestyrelsesmøde i vælgerforeningen, og der var hos et par af bestyrelsesmedlemmerne nogen vrede at spore over den beslutning, vores landsledelse har truffet. Vores kasserer, Hans Erik, var i hvert fald meget modstander af den nye ordning. Jeg ved da godt, at der generelt er god respons på for eksempel markedsføring på Facebook, men jeg har nu mine tvivl om, hvorvidt det giver mere at ofre endnu flere penge på den del af valgkampen, end tilfældet var ved det seneste valg, fremførte han.
Men det nytter jo ikke noget at være vred over beslutningen, for den er tilsyneladende truffet, og vi kan ikke gøre noget seriøst for at få den ændret. I stedet må vi nok erkende, at vi må ud med hatten og få samlet nogle penge ind fra virksomheder og privatpersoner, så vi fortsat kan betale for trykningen af de gode, gammeldags valgplakater.
For vi var alle sammen enige om, at vi fortsat skal have plakater hængende i lygtepælene. Ganske vist beror det stort set udelukkende på gætterier, når man ser på det udbytte, man får ud af den form for valgkamp, men under alle omstændigheder var vi enige om, at plakaterne er en så integreret del af en valgkamp, at vi i hvert fald ikke vil være det første parti, der lokalt afskaffer dem. Og der er nok heller ingen tvivl om, at vælgerne vil savne det, hvis de ikke igen er en del af gadebilledet i valgkampen.
Selv nævnte jeg, at jeg faktisk synes, det er en god ide at bruge de sociale medier i stigende omfang, for jeg har i min egen virksomhed haft gode erfaringer med isæt Instagram marketing, som jeg har brugt i mere end et år nu, hvor det har betydet en mærkbar forøgelse af firmaets omsætning.