Lige siden jeg var dreng, har jeg været bidt af biler. Faktisk købte jeg min første bil, da jeg var 16 og altså for ung til at få kørekort. Det gjorde så ikke så meget, for det betød blot, at jeg havde masser af tid til at ombygge den til det, jeg gerne ville have. Ydermere var jeg så heldig, at min daværende svigerfar havde et stort værksted med en masse udstyr, der jo gjorde opgaverne en del nemme. Han havde både smøregrav og en autolift.
Bil med sjæl og charme
Det var en Ford Falcon Futura V8 fra 1968, jeg havde købt. Dengang – i 1979 – var den jo så 11 år gammel. Og den var i formidabelt god stand, men der var selvfølgelig nogle småting, der skulle fikses.
Motoren var en 289 kubiktommer V8, og den udskifted ejeg til en 351 kubiktommer Cleveland V8. Så skal jeg lige hilse og sige, at skidtet kunne flytte sig.
Med uvurderlig hjælp fra min svigerfars 2-søjlede autolift byggede jeg bagenden om, så jeg kunne hæve og sænke hele karossen, og så der blev plads til nogle voldsomt store hjul.
Kæmpestore dæk – så bare fedt ud
Bilen skiftede udseende fra en relativt anonym og småsøvning amerikaner til en potent og ganske brutalt udseende bil. De enorme bagdæk gjorde deres til udseendet. Jeg havde dem monterede på lækre fælge, og jeg fandt en gut med en dækmaskine, han havde købt her. Så var det en ret simpel sag at få dækkende på.
Desværre blev jeg engang kaldt til syn under en ferie på Fyn, og det betød, at jeg lige måtte smide de origanle dæk og fælge på, mens bilen var til syn. Men senere samme dag kom de store futter altså tilbage 
Biler i dag
Det er jo mange år siden, men min interesse for lækre biler har jeg holdt fast i. Jeg skruer ikke selv mere, da den type bil, jeg kan lide og ejer i dag, ikke opfordrer til den slags. Jeg kører en ny Mercedes cabriolet med en potent V8, og alt er styre elektronisk, så der er ikke rigtig basis for at pille selv.
Sådan er det bare – og jeg savner det faktisk ikke.